Kronisk nyresygdom (CKD) er en tilstand, hvor nyrerne er beskadiget i funktion og/eller struktur, og ikke kan filtrere affaldsstofferne i blodet fra. Engelske forskere går nu andre veje end at anvende forsøgsdyr.
Nyreskader kan bl.a. opstå på grund af fysiske skader eller som en følgevirkning af sukkersyge og har den konsekvens, at kroppen ikke kan komme af med affaldsstoffer, som så ophobes i blodet. Det fører i sidste ende til yderligere sundhedsmæssige problemer, og mennesker med CKD har desuden en øget risiko for at udvikle hjertesygdom eller slagtilfælde.
De forsøg, der i disse år foregår på området, retter sig i høj grad mod rent kirurgisk at forsøge at eftergøre sygdommen i forsøgsdyr. På den måde mener man, at man til dels kan modellere den humane sygdom ved at påføre en skade, der forårsager nyresygdom hos dyrene. Dyreforsøgene er meget invasive, og påfører dyrene både stort ubehag og smerter. Der anvendes både mus, grise og rotter i disse forsøg.
Som et alternativ til dyreforsøg har Dr. Susan Francis og hendes team i Nottingham udviklet Magnetic Resonance Imaging (MRI) til at studere både struktur og funktion af nyrerne. Ændringer i nyrernes iltning af blodet og blodgennemstrømningen vil blive induceret i raske forsøgspersoner for at efterligne de ændringer, man finder hos patienter med kronisk nyresygdom. De samme teknikker vil derefter blive anvendt på patienter med sygdommen, og resultaterne vil blive sammenlignet med de kliniske værdier for nyrefunktion, som man har fået fra blodprøver og biopsier. Dr. Francis’ forskning har til formål at undersøge, om MRI kan være et pålideligt diagnostisk værktøj ved kronisk nyresygdom. Hun forventer at have afsluttet sin forskning i 2016.
| Røntgen er en meget effektiv teknik til at afsløre et brækket ben, men hvis man vil have et kig på en patients bløddele, herunder organer, ledbånd og undersøge for kredsløbssygdomme, så vil man foretage en MRI-skanning. Den største fordel ved MRI er dets evne til at danne billeder i et hvilket som helst plan. En MRI-scanning er den bedste måde at se ind i den menneskelige krop uden at skære den op. Den største og vigtigste komponent i et MRI-system er magneten. Selve skanningsapparatet består af et vandret rør (det er dét, patienten køres ind i på en ’slæde’) som løber gennem magneten fra front til bagside og som producerer et stort, stabilt magnetfelt. Maskinen støjer voldsomt under en skanning, og lyder som en kontinuerlig, hurtig hamren. Hér kan musik i ørene eller ørepropper hjælpe. MRI-maskinen har været i stadig udvikling, så den i dag er mere patientvenlig. Der er dog fortsat en række problemer: for eksempel kan mennesker, der lider af klaustrofobi, ikke klare de trange pladsforhold i det vandrettte rør, og røret kan heller ikke rumme meget overvægtige mennesker. Der findes mere åbne scannere, der giver mulighed for mere plads, men disse maskiner har svagere magnetfelter hvilket betyder, at man kan overse unormalt væv. Meget små scannere til billedbehandling af specifikke kropsdele er under udvikling. Andre fremskridt inden for MRI er såkaldt funktionel MRI (fMRI), hvor der kan skabes ’hjernekort’ over nervecellers aktivitet sekund for sekund, og det hjælper forskere til bedre at forstå, hvordan hjernen fungerer. Magnetisk resonans (MRA) skaber billeder af blodet der løber gennem arterier og vener i stort set alle dele af kroppen. En anden del af MRI-systemet er et sæt af spoler, der sender radiobølger gennem patientens krop. Der er forskellige spoler til forskellige dele af kroppen: knæ, skuldre, håndled, hoved, hals og så videre, og disse spoler bevæger sig i overensstemmelse med konturen af den kropsdel, der afbildes. |